Intelligente virkemidler til reduktion af kvælstofudvaskningen (VIRKN)
Dette projekt medfinansieres af "Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram", (GUDP) under Fødevareministeriet.
En af de væsentligste udfordringer for dansk planteavl er de krav og restriktioner, der er pålagt landbruget i de senere år med henblik på at reducere kvælstofudvaskningen. For både landbruget og det øvrige samfund er det helt afgørende, at indførelsen af virkemidler under en ny, intelligent og differentieret regulering af kvælstofudvaskningen er baseret på et solidt og opdateret videngrundlag.
Formålet med projektet er at sikre, at virkemidler som reduceret kvælstoftilførsel, efterafgrøder og anden efterårsbevoksning til reduktion af kvælstofudvaskningen anvendes så målrettet som muligt og resulterer i lavest mulige omkostninger pr. kg reduceret kvælstofudvaskning.